Alt, du skal vide om tør hud – årsager, forebyggelse og pleje

På ét eller andet tidspunkt i vores liv kommer de fleste af os til at opleve tør hud. Måske er det tørre læber, måske skaller huden efter en tur i solen eller måske sprækker hænderne i vinterkulden. Det kan både gøre ondt og være ubehageligt. I denne artikel finder du alt, hvad du har brug for at vide om tør hud, hvordan du plejer din hud og hvordan du forebygger tør hud.
Tør hud er ubehageligt, fordi det både kan klø, give sår og rifter i huden, skalle af og give hudirritationer. Når huden er tør, fremstår den også livløs og træt, og det resulterer ofte i, at vi gemmer vores hud bag lag af tøj.
Efter et helt liv med eksem og hudallergier har jeg i den grad oplevet min portion af tør hud. Og jeg har afprøvet utallige metoder for at forebygge, pleje og lindre den tørre hud – nogle med held, andre absolut ikke. Men med den rette pleje kan den tørre hud altså fjernes – og med den rette forebyggelse kan den også helt undgås. I artiklen her har jeg samlet alle mine bedste anbefalinger til at nære og pleje huden.
Hvad er tør hud?
Tør hud er en tilstand, hvor huden mangler tilstrækkelig fugtighed eller olier for at opretholde sin naturlige beskyttelsesbarriere. Huden består af flere lag, og det yderste lag, epidermis, er ansvarlig for at beskytte kroppen mod ydre påvirkninger. Når huden har den optimale fugtighed, får den et glat, blødt og elastisk udseende fuld af glød og liv.
Meget forsimplet findes der to typer af tør hud: tør hud og dehydreret hud.
Tør hud er en genetisk tilstand, hvor huden mangler naturlige olier og lipider, som er hudoverfladens beskyttende barriere. Tør hud kan også mangle vand, men den primære årsag til tørheden er typisk mangel på olie.
Dehydreret hud er et resultat af mangel på vandindhold i huden – også personer med fedtet hud kan opleve dehydreret hud, hvor huden mangler vand, men stadig kan producere tilstrækkelige olier.
Selvom det er to forskellige tilstande, er mange af symptomerne ens; kløe, stramhed, ruhed og irritation. De behandles dog på forskellige måder. For tør hud fokuserer man på at genoprette hudens naturlige fugtbalance, og for dehydreret hud fokuserer man på at genopbygge hudens vandindhold.
I dette indlæg fokuserer vi på tør hud; altså hud, der mangler olier og fedtstoffer.
Test dig selv: er din hud tør eller dehydreret?
Din hud er mat, stram og ru. Men hvordan ved du, om den er tør eller dehydreret? Der findes en række forskellige - og meget simple - måder at teste på, om man har tør hud eller dehydreret hud. Her kommer mine egne go-to-tests:- Smil. Hvis huden i ansigtet føles stram, er den dehydreret.
- Knib blidt din kind. Hvis huden rynker sammen i stedet for at holde sin faste form, er den dehydreret.
- Knib blidt huden på din håndryg – og giv slip. Hvis huden langsomt bevæger sig tilbage til sin normale position, er den dehydreret.
- Gnid med tommelfingeren på din hud. Hvis små hudflager løsner sig, eller hvis huden bliver rød, har du tør hud.
Årsager til tør hud
For at pleje og behandle den tørre hud er det vigtigt at kende de underliggende årsager, så huden får den rette behandling. På den måde vil man også få bedre resultater – og det er i sidste ende den hurtigste vej til flot og fugtmættet hud. Typisk er der ikke kun én årsag til den tørre hud, og årsagerne har også tendens til at påvirke hinanden og forværre den tørre hud yderligere. Det er derfor vigtigt at kigge på de forskellige faktorer og tage sine forbehold efter hver enkelt.
Vejret
Når temperaturen falder, dagene bliver mørkere og luften bliver tør og kold, kan det udtørre huden. Det skyldes, at vandet i huden fordamper hurtigere, når luftfugtigheden reduceres i takt med de lavere temperaturer.
Hyppig vask
Hver gang vi vasker os med sæbe og varmt vand, fjerner vi hudens naturlige olier, der fungerer som en beskyttende barriere. Ved hyppig vask svækker vi barrieren, hvilket resulterer i, at huden mister sin evne til at holde på fugt og dermed fører til tørhed. Varmt vand og langvarig udsættelse for vand kan også forværre tørheden.
Skrappe produkter
Bruger du produkter, der indeholder hårde kemikalier, kan det strippe huden for sine naturlige olier og forværre tørhed. Derfor er det vigtigt at vælge milde og skånsomme produkter, der passer på din sensitive hud. Det gælder både de produkter, du putter på din hud, men også de produkter, du vasker dit tøj i eller sprayer rundt omkring i dit hjem.
Stress
Vidste du, at stress også kan påvirke hudens tilstand? Når vi er stressede, producerer kroppen stresshormonet kortisol, der øger risikoen for tørhed og irritation på huden. Stress fører typisk også til ændringer i livsstilen, såsom dårlig kost og søvnmangel, der kan påvirke hudens sundhed og fugtbalancen negativt.
Aldring
Når vi bliver ældre, ændrer huden struktur og funktion. Med alderen producerer huden færre olier, hvilket resulterer i tørhed og mindre elasticitet i huden.
Genetik
Nogle mennesker er bare generelt mere tilbøjelige til at have tør hud. De har en naturlig tendens til at producere mindre olie og lipider. Er tør hud udbredt i din familie, kan det være en indikator for genetisk disposition.
Hudpleje til tør hud
Der er stor forskel på, hvordan man forebygger tør hud og hvordan man plejer tør hud. Når min hud er tør, bliver jeg typisk ret desperat for at få det væk i en fart – fordi det klør, fordi det bliver værre og fordi det ikke er særligt pænt... Jeg har prøvet utallige forskellige remedier, metoder og rækkefølger. Nedenfor lister jeg mine tre bedste anbefalinger, så du ikke behøver at prøve en masse ting, der alligevel ikke virker.
#1 Fugt der faktisk fugter
Har du tør hud, er det en god idé at fugte den med en ren, vegetabilsk olie. Her er det vigtigt at vælge en blødgørende olie. Der findes nemlig både blødgørende og fugtbindende olier. Blødgørende olier, som på engelsk kaldes emollients, trænger ind i de øverste lag af huden og hjælper med at genoprette og bevare hudens naturlige fugtbalance.
De fugtbindende olier (occlusives) virker derimod ved at danne en fysisk barriere på hudens overflade, der forsegler fugten inde i huden og forhindrer fordampning. De er super gode, når huden allerede er fugtmættet, men hvis huden mangler fugt, vil det give en falsk fornemmelse af fugt. Ved første øjekast vil den syne fugtet, men så snart olien ikke længere er på huden, vil den igen være tør.
De bedste blødgørende olier til tør hud er mandelolie, avocadoolie, jojobaolie og sheasmør. Smør gerne ind med jævne mellemrum. Du kan eventuelt supplere med en fugtbindende olie såsom kokosolie.
#2 Forny cellerne
Udover at holde sig fugtet, kæmper huden også med at fornye cellerne, så alle de tørre, døde hudceller bliver udskiftet med nogle nye, fugtmættede celler. Du kan hjælpe processen på vej ved at eksfoliere huden og sikre, at den bedre kan absorbere fugten fra olierne.
Når man eksfolierer, fjerner man forsigtigt de øverste lag af huden, der består af døde hudceller, der kan tilstoppe porerne og give huden et mat og træt udseende. Eksfoliering stimulerer hudens naturlige cellefornyelse, så væksten af nye, friske hudceller går hurtigere.
Der findes mange forskellige metoder til eksfoliering af huden lige fra syre til sukkerkorn. Fordi din hud allerede er irriteret og udsat, er det en god idé at bruge en blid eksfoliering uden for mange hårde ingredienser. Min egen erfaring er, at det bedste er en hjemmelavet body scrub – fordi man på den måde ved præcis, hvad der er i sit produkt og de er typisk meget milde, hvilket er særligt godt for sensitiv hud. Det var faktisk sådan, at idéen til scrub box udsprang; muligheden for at lave sin egen hudpleje efter sikkerhedsgodkendte opskrifter.
Har du tør hud, og vil du gerne have en simpel, blid eksfoliering af huden, kan du tage et kig på Shea Soufflé, der er en sukkerscrub lavet på sukkerkorn, sheasmør og mandelolie. Den er propfyldt med blødgørende og fugtgivende olier, og scrubber du et par gange i ugen, behøver du faktisk ikke at fugte huden med mere olie efter badet.
Hvis du vil gøre påføringen nemmere, kan du bruge en blid svamp eller skrubbehandske i badet. Du skal blot sørge for, at du ikke overeksfolierer huden – bevæg dine hænder blidt og eksfoliér blot 1-2 gange om ugen.
En alternativ eksfolieringsmetode er at bruge en tørbørste. Her er det vigtigt, at huden er tør og fri for olie, inden du børster – og at du har en god olie til at fugte huden med bagefter.
#3 Giv huden ro
Har du tør hud, klør den sikkert. Det kan også være, at den har sprækker, svier og er irriteret. Når du har tilført den fugt og hjulpet cellefornyelsen på vej, skal du give huden ro. Det betyder:- Undgå at kløe huden
- Undgå lange, varme bade
- Undgå kulde og blæst
- Bær gerne noget løst, let tøj i materialer som bomuld, viskose, uld eller lignende naturmaterialer
Har du tør hud i ansigtet, vil jeg også anbefale dig at give huden ro ved at undgå makeup og kradse ansigtsprodukter i nogle dage, indtil huden er fugtmættet igen.
Sådan forebygger du tør hud
Tør hud kan være irriterende og ubehageligt, men når du har kortlagt årsagerne til den tørre hud, kan du begynde at give huden den rette pleje for at opnå en sundere og mere fugtmættet hud. Hvis du gerne vil undgå tør hud, kan du forebygge det med nedenstående anbefalinger:
Gå glad i bad
Men – når du går i bad, så tænker over hvor længe, hvor varmt, hvor ofte og med hvad. Brug gerne lunkent vand og undgå at stå for længe under bruseren. Vask dig gerne i skånsomme produkter, der ikke udtørrer huden yderligere. Til hårvask kan jeg varmt anbefale den allergicertificerede shampoobar fra Simpelt. Og når du er færdig med dit bad, så dup forsigtigt huden tør for at undgå at fjerne fugt fra huden.
Eksfoliering
Ligesom når du plejer tør hud, kan du forebygge tør hud ved regelmæssigt at eksfoliere huden. På den måde hjælper du huden med at fornye cellerne, så den bedre kan binde fugt til huden. Den bedste eksfoliering er den, du rent faktisk får gjort. Så find en metode, der virker for dig og som passer ind i din dagligdag.
Regelmæssig fugt
Har du tendens til tør hud, er det afgørende at sørge for at opretholde en god fugtbalance i huden. Det gør du ved at smøre din hud med blødgørende produkter – gerne dagligt. Det bedste er at smøre huden umiddelbart efter badet, når huden stadig er let fugtig, fordi det er med til at binde fugten til huden.
Hydrering indefra ud
Drik rigeligt væske – og supplér eventuelt din kost med kosttilskud som for eksempel fiskeolie. Du kan også starte din morgen med at drikke et glas vand med citron og en skefuld olivenolie. På den måde hjælper du din krop med at få fugt indefra ud.
Solbeskyttelse
Du kender sikkert dét med at huden føles stram efter en dag med solbadning på stranden. Det skyldes, at UV-strålerne er med til at udtørre huden. Derfor er det vigtigt at bruge solcreme for at beskytte huden mod solskader – og smør gerne huden med en god fugtgiver, når du er kommet hjem fra din strandtur. Husk: solcreme er ikke en fugtighedslotion.
En god hudplejerutine
En rutine er nøglen til at opretholde en fugtmættet hud. Og bare rolig: en hudplejerutine behøver ikke være 10 trin og complex for at være effektiv. Den skal bare bestå af de helt rette trin. Find ud af, hvad der virker for dig og hvad du realistisk set kan overskue – og hold fast i det. Så vil du nemt og hurtigt få en sund, fugtmættet og strålende hud.
Farvel til den tørre hud!
Tør hud er et problem, som vi er mange, der deler. Men heldigvis er det ikke uovervindeligt. Ved at sammensætte den rette hudplejerutine kan du tage første skridt mod at pleje og forebygge tør hud. Det gælder om at være opmærksom på sin hud og lytte til sin krop, så den får lige præcis den omsorg, den trænger til.
Og husk: hvis du ikke kan få bugt med den tørre hud, er det altid en god idé at tage forbi din læge til en snak.
God fornøjelse med din nye hudplejerutine <3